Interview med Overgrunden

Interview med Alkvantor bragt i bogmagasinet Overgrunden:

I februar i år trådte et nyt forlag ind på scenen med sin første udgivelse. Forlaget Alkvantor udgiver antologier med tekster fra studerende over hele landet. Den første antologi indeholder tre tekster om den tyske filosof Martin Heidegger. Alkvantor er ikke bare et nyt forlag, men en ny måde at lave forlag på. I KU’s studentertidsskrift for filosofi, Tanken (find det via Facebook), kan man læse om Alkvantor som et eksempel på kapitalismekritik i praksis. Som et element i denne praksis, er det forlagets ambition at engagere folk omkring sig på forskellige måder; det kan man, blandt andet, læse mere om i nedenstående interview.

Dette interview med Alkvantors redaktører er ikke bare et nyt interview, men en ny måde at lave interview på. Intervieweren havde ved Alkvantors første udgivelse sin daglige gang på Københavns Universitet, hvor forlaget så dagens lys, men er siden flyttet til provinsen. Interviewet er derfor foretaget via e-mail. Overgrundens redaktion har foretaget mindre ændringer i teksten.

 

Hvilket førhen uopfyldt behov udfylder Forlaget Alkvantor?


Alkvantoren er et symbol inden for logikken som betyder ”for alle”. Det er her, Forlaget Alkvantor adskiller sig fra andre. Ganske vist er forlaget stiftet af to filosofistuderende, men Alkvantor vil meget længere ud end blot til filosofien. Allerede i vores næste udgivelse om adfærdsøkonomi vil læserne opleve synsvinkler og tanker, der spænder over adskillige fagområder. Det er en meget vigtig del af vores projekt, at Alkvantor er relevant for så mange studerende som muligt. Vi vil give de studerende, en mulighed for at se sig selv og deres eget fag i en større sammenhæng, og bidrage med noget relevant og konkret til deres samfund og til hinanden.

 

Hvad er jeres kriterier for de tekster, I udgiver?


Teksterne skal være skrevet af studerende. Det er meningen, at Alkvantor skal være en platform for studerende, hvor de kan få deres egne tekster udgivet og udvikle sig fagligt sammen med andre studerende. Vores første udgivelse bestod af bacheloropgaver men der er intet krav om, at de tekster, der indsendes, skal være rettede af undervisere eller lignende selvom vi selvfølgelig kræver et vist niveau i kvaliteten af teksterne. Enhver studerende kan altså sende sin tekst ind, enten som svar på ét af vores call for papers eller umotiveret. Vi i Alkvantorgruppen vil i fællesskab vurdere om teksten passer ind i en udgivelse. Eventuelt vil vi målrette en senere udgivelse efter en tekst, hvis vi føler os inspirerede.

 

Hvilke reaktioner har I fået fra læsere af jeres første udgivelse?


Vi har fået gode kommentarer fra alle, vi har snakket med. Derudover har folk været positivt indstillede overfor det nye og særlige i forlaget Alkvantor: frivilligheden, at alt kører rundt på donationer, at man skal give bøgerne videre osv. Det ses ikke mindst på sammensætningen af redaktionen, der i dag består næsten udelukkende af personer, som har hørt om forlaget efter den første udgivelse og havde lyst til at være med.

 

Hvad kræver det at engagere sig i Alkvantor?


For nogle af os har det krævet engagement i den nye form for forretningsmodel – det sociale forlag; for andre har det været ønsket om at hjælpe til med at give landets studerende en platform, hvor de kan få deres tekster udgivet. Men for os alle gælder det samme: at Alkvantor er et samlet projekt, som vi brænder for, og vil arbejde for at gøre større og bedre. Så at være engageret i Alkvantor kræver en smule tid og en masse lyst.

 

Hvad er Alkvantor er som ’projekt’ – hvad det er for en idé, I brænder for og som giver jer lyst til at bruge tid på dette ulønnede arbejde?


Det nye ved Alkvantor er, at forlaget udgiver bøger, som man ikke kan eje. Og at hvis du har lyst til at være med i Alkvantor, er du velkommen. At vi kalder Alkvantor et socialt forlag, hentyder ikke mindst til disse to aspekter af forlaget.

På trods af ihærdige nedskæringer fra regeringens side, genereres der en naturlig og uudnyttet idérigdom blandt de studerende på universitetet, og det er den vi vil appellere til med vores udgivelser. Universitetet er i lige så høj grad en demokratisk ressource som det er en økonomisk. Derfor er det vigtigt hvilke forhold de studerende får til den viden, de modtager på universitetet. I Alkvantor arbejder vi på ikke at lade denne hårdt oparbejdede viden stivne, for i stedet ar lade den være en horisont vi holder åben for hinanden – både på og uden for universitetet. I Alkvantor vil vi stimulere de studerende til at få et engageret og kritisk forhold til den viden, de modtager på deres studier, fordi vi er sikre på at ikke al nysgerrighed går restløst op i pensum-lister og eksamensspørgsmål. Alkvantor er en replik og en opfordring til de studerende om at forholde sig: Til faget, til tvivlen, til debatten, til hinanden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: